Stor el-fagmesse aflyses

EL & TEKNIK 2020 aflyst: Der var ikke stemning for at udstille under de givne Corona-restriktioner

aflyst messe PM

Først blev den udsat til 2021, men nu er den store el-fagmesse EL & TEKNIK 2020 helt aflyst. Det er selvfølgelig Corona-restriktionerne, der er baggrund for aflysningen.

Messen er Danmarks største elfagmesse og samler op mod 180 udstillere og 8500 besøgende gæster. Den holdes hvert andet år i Odense Congress Center, og også Dansk El-Forbund plejer at deltage med både stand og arrangementer.

Egentlig skulle messen være holdt i maj, men blev flyttet til januar 2021. Her ville det imidlertid med restriktionerne blive et ”helt andet produkt end det, udstillerne oprindeligt havde købt og havde forventninger til,” hedder det i en pressemeddelelse udsendt af arrangørerne.

Arrangørerne har spurgt udstillerne, hvor 84 procent tilkendegav, at de ikke ønskede at udstille under de givne restriktioner. De anbefalede en udsættelse, indtil det er muligt at afvikle en messe under kendte rammer.