Positiv medlemsudvikling fortsætter

Påfaldende udvikling i statistikken for svende i Dansk El-Forbund

diagram medlemmer 06-20

I juni var der for anden gang i år en positiv tilgang af svende til Dansk El-Forbund. Tallet er kun på to og kan senere blive finjusteret, men det understreger en klar tendens, der har vist sig samtidig med coronaperioden.

Tallet fremgår af den seneste medlemsstatistik, der altså dækker til og med juni. I alt havde forbundet i årets sjette måned en tilgang på 95 lærlinge og to svende. I perioden før viruskrisen var der typisk en månedlig afgang af svende på omkring 50 og ofte flere.

Når det er påfaldende med det lave frafald – og senest tilgangen – af svende, skyldes det måden, statistikken gøres op på: Lærlinge, der melder sig ind, registreres som nye medlemmer. Når de senere skifter status og bliver svende, tælles de ikke med igen som en tilgang på ’svendekontoen’, idet ingen tælles med to gange.

Tilgangen til forbundet ses således typisk i lærlingetallene. Der er altid en naturlig afgang af svende, og derfor er dette tal oftest negativt. Men i de seneste måneder har der altså været en markant lavere afgang – og i flere tilfælde en tilgang – af svende.

Der foreligger ikke egentlige analyser af årsagen, og udviklingen behøver ikke nødvendigvis at skyldes corona. Foråret har for eksempel også været præget af overenskomstforhandlinger og dermed nye landvindinger for organiserede elektrikere.

I løbet af de seneste 12 måneder har forbundet oplevet en tilgang på 395 medlemmer.