Ny ferielov
Den nye ferielov betyder, at du løbende optjener ret til betalt ferie.
Den nye lov trådte i kraft 1. september 2020 og betyder, at du løbende optjener ret til betalt ferie, som du kan holde umiddelbart herefter. Dette kaldes et samtidighedsprincip.
Du optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, som kan holdes allerede i måneden efter.
Det nye ferieår vil løbe fra 1. september til 31. august – men ferien kan holdes frem til 31. december. Det betyder fx, at den ferie, du optjener i ferieåret 1. september 2020 til 31. august 2021, kan du holde løbende fra 1. september 2020 og frem til 31. december 2021.
Udbetaling af indefrosne feriepenge
Fra oktober 2020 kan du som lønmodtager med feriepenge til gode søge om at få ca. 3 ugers feriepenge udbetalt. Du kan også vælge at lade pengene blive stående i den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler, frem til at du forlader arbejdsmarkedet. Formålet med at få udbetalt pengene nu, er at stimulere forbruget nu under corona-krisen.
Hvor meget du skal have udbetalt, kommer an på din indkomst, og hvor meget du har arbejdet i 'indefrysningsperioden' 1. september 2019 til 31. august 2020. I beregneren kan du tjekke, hvor meget du har til gode. Husk, at der trækkes skat af feriepengene. Beregningen er vejledende, men den giver et billede af, hvor meget du kan forvente at få udbetalt.
Indtast månedsløn før skat og eksklusiv pension i hele kr. uden punktummer eller kommaer:
Hvis du ikke har optjent nok feriedage
Har du ikke optjent nok feriedage til fx efterårsferie, kan du forsøge at aftale med din arbejdsgiver, at du enten afholder forskudsferie, overfører ferie fra det forrige ferieår eller gemmer feriedage til afholdelse.
Hvis du aftaler forskudsferie, holder du ferie på forskud, som så trækkes i de feriedage, du efterfølgende optjener.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller lokalafdeling, hvis du har brug for vejledning.
Fordelene ved den nye lov
Den gamle ferielov byggede ikke på et samtidighedsprincip. Det betød, at du var nødt til at vente med at holde ferie med løn, til et nyt ferieår startede den 1. maj.
De nye regler kommer især dig som nyudlært/nyuddannet til gode. Eller hvis du genindtræder på arbejdsmarkedet efter længere tids fravær.
Samtidig har lærlinge fået en bedre garantiordning end i den gamle lov.
Har du spørgsmål til den nye ferielov, er du velkommen til at kontakte din lokalafdeling.
Overgangsordningen medfører nogle forhold, som du skal være opmærksom på. Nedenfor kan du læse mere om optjening og udbetaling i overgangsperioden.