Kunstig intelligens sikrer nærværende rådgivning i Industriens Pension

Kunderådgiverne i Industriens Pension får hjælp af kunstig intelligens, når de skal rådgive medlemmerne. En robot lytter med og sørger for at finde relevante dokumenter, der sikrer, at du som medlem får præcis den rådgivning, du har brug for

Kunstig intelligens er ’in’, og det er nu ikke længere noget fra en science fiction-film, men noget flere og flere virksomheder gør brug af. Det sker også i Industriens Pension, hvor et samarbejde med IBM har sikret, at man er helt fremme i forreste række med en såkaldt ’supportbot’, der skal sikre endnu bedre rådgivning.

Supportbotten er ’ansat’ i Medlems- og Virksomhedsservice og lytter med i samtaler. Den er baseret på de nyeste former for kunstig intelligens, og lynhurtigt afkoder den, hvad henvendelsen drejer sig om og bringer så alle relevante informationer frem på kunderådgiverens skærm, mens samtalen er i gang.

- Når supportbotten hjælper, kan kunderådgiverne fokusere på at lytte til medlemmet frem for at skulle fokusere på at klikke sig frem til de korrekte vejledninger. Det giver nærvær, og det mærker medlemmerne. Mange medlemmer er naturligt nok usikre på spørgsmål omkring pension, modregning, afkast og forsikringer, og derfor er det rigtig vigtigt, at vores kunderådgivere har de bedste betingelser for at lytte og være 100 procent til stede, siger Maria Edelmark Schioldann, afdelingschef i Medlems- og Virksomhedsservice.

Kommer hele vejen rundt 

Som finansiel virksomhed er man underlagt mange regler, og dem kommer der kun flere af. Kravene til, hvad en rådgiver skal vide, øges, og her kan ’supportbotten’ give større sikkerhed for, at rådgiverne husker at oplyse alt det, du som medlem har brug for at vide. Ud over automatisk at finde de korrekte regler kan den også give yderligere input til relevante forhold, der kan bringes op i rådgivningen.

- Supportbotten er ikke min bedste kollega, den drikker hverken kaffe eller spiser frokost. Men det er en supergod hjælp, når jeg skal rådgive medlemmer om deres pensionsopsparing, og jeg får fortalt alt, hvad der kan være relevant for deres situation og de emner, de spørger til, siger kunderådgiver Anita Petersen, som var blandt de første rådgivere, der blev tilknyttet supportbotten.

Hvis du som medlem gerne selv opleve et eksempel på Industriens Pensions arbejde med kunstig intelligens, kan du chatte med den digitale assistent, Roberta, via Industrienspension.dk.