Historisk godtgørelse til medlem

Sag om usaglig afskedigelse endte med historisk høj godtgørelse efter forlig

En sag i Afskedigelsesnævnet er endt med et historisk forlig.

Sagen faldt ud til fordel for elektriker Per Nørgaard Andersen, som sammen med Dansk El-Forbund (DEF) havde rejst en sag om usaglig afskedigelse mod virksomheden Sky-Light A/S.

Det er endt med et forlig, hvor virksomheden betaler medlemmet en godtgørelse svarende til cirka 38 ugers løn. Det er hele tre ugers løn mere, end der nogensinde før er givet i Afskedigelsesnævnet i godtgørelse for usaglig afskedigelse.

Det startede med en arbejdsskadesag

Per Nørgaard Andersen arbejdede som elektriker for Sky-Light A/S. Her oplevede han og kollegaerne at få arbejdsbetinget lungelidelse i form af allergisk astma og nedsat lungekapacitet. Arbejdsskaden bliver anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og sammen med DEF rejser Per Nørgaard Andersen et krav om erstatning over for Sky-Light. Sky-Light vil dog ikke anerkende ansvaret, og sagen er endnu ikke afsluttet.

Som følge af sagsanlægget bliver Per Nørgaard Andersen tilbudt en fratrædelsesaftale. Den takker han nej til, og han bliver efterfølgende opsagt.

En usaglig afskedigelse

DEF og Per Nørgaard Andersen protesterer over opsigelsen. Til trods for både lokalforhandling, mæglingsmøde og organisationsmøde kan der ikke forhandles et forlig. Først efter sagen bliver indgivet til Afskedigelsesnævnet, accepterer Sky-Light at indgå forlig: Sky-Light indvilliger i at fritstille Per Nørgaard Andersen og betale ham en godtgørelse på ca. 38 ugers løn.

Både medlemmet og Dansk El-Forbund er tilfredse med forliget, selvom begge parter gerne havde fået Afskedigelsesnævnets afgørelse om den usaglige afskedigelse.

Læs hele historien om den opsigtsvækkende sag og historiske afgørelse i den kommende udgave af Elektrikeren nr. 7 2020.