Flere DEF-medlemmer i maj

Forbundets medlemsstatistik er på lidt af en rutsjebanetur

Tivoli er genåbnet, og det kunne se ud til, at Dansk El-Forbunds (DEF) medlemsstatistik fejrer det med en tur i rutsjebanen: Der er store udsving fra måned til måned, og udsvinget i maj går heldigvis den rigtige vej, hvis man gerne ser flere medlemmer i forbundet.

diagram medlemsstatistik DEF maj 20

Nettotilgangen af medlemmer blev på 106. Det dækker over en nettotilgang af 115 lærlinge og en nettoafgang på ni svende.

På den måde er maj-statistikken typisk: Lærlinge, der melder sig ind, registreres som nye medlemmer. Når de senere skifter status og bliver svende, tælles de ikke med igen som en tilgang på ’svendekontoen’, da ingen tælles med to gange. Den naturlige afgang af svende betyder derfor, at dette tal oftest er negativt.

Corona

Men afgangen på kun ni i maj er lavere end det typiske. Marts var endnu mere atypisk med et decideret overskud på ’svende-kontoen’, og tallene skal muligvis ses i sammenhæng med corona-situationen.

Måske er det også denne situation, der spiller ind på lærlingetallet, der er noget lavere end i samme måned sidste år. For eksempel har DEF’s agitationskonsulenter, der besøger erhvervsskolerne og orienterer de nye lærlinge om blandt andet arbejdsmarkedsforhold og den danske model, været afskåret fra at arrangere disse møder. De er i stedet blevet holdt virtuelt, og lærlingene har deltaget i møderne hjemmefra.

Positiv udvikling

I maj 2019 var der en nettotilgang på 198 lærlinge og en nettoafgang på 32 svende. Begge tal er altså væsentligt lavere i år, men det samlede tal er dog fortsat positivt.

DEF har gennem de seneste 12 måneder haft en nettotilgang på 365 medlemmer. De stiplede linjer i diagrammet, der ses her på siden, viser tendensen for den gennemsnitlige udvikling gennem perioden – altså en positiv tendens for både lærlinge og svende.