DEF: Lønreglen for arbejdskraft fra ikke-EU-lande er en ommer

Folketinget har i sommervarmen vedtaget loven om positivliste for faglært for arbejdskraft

Loven betyder, at arbejdsgivere fremover kan hente arbejdere fra ikke-EU-lande til Danmark ved kun at betale halvdelen af den krævede løn, og i stedet betale den anden halvdel i kost og logi. Den halve løn kan indbetales på en udenlandsk bankkonto. Loven begrundes med mangel på faglært arbejdskraft, men lovteksten stiller dog ikke særlige krav om uddannelse.

Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund, er skuffet over det folketingsflertal, som har gennemført loven uden samtidig at sikre ordentlige lønregler:

- For at sige det lige ud: Vi står med en lovgivning, hvor det pænt sagt ser noget broget ud, så snart man kradser lidt i overfladen. Nu bliver det muligt at hente ikke-faglærte medarbejdere fra ikke-EU-lande til faglærte jobs i Danmark, og indtil andet besluttes af Folketinget, så er det endog legalt at spise dem af med en gammel madras, lidt ris og en halv løn, der ikke kan kontrolleres, fordi den skjules på en udenlandsk bankkonto.

Muligheden for kun at betale halvdelen af lønnen i kost og logi skyldes, at dette er det sædvanlige krav til forholdene for udenlandske lønmodtagere hos SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration). Folketingets partier fravalgte dermed de regler, der ellers gælder for den såkaldte beløbsordning, hvor der er krav om ren udbetaling af lønnen samt udbetaling til en lønkonto i Danmark.

Jørgen Juul Rasmussen lægger vægt, at der for knapt en måned siden blev indgået nye overenskomster, hvor fx Elektrikeroverenskomsten har fået en særlig indledning, hvor TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund i fællesskab afviser social dumping og sammen står på mål for ordnede løn- og arbejdsvilkår ud fra aftalerne i overenskomsten.

Forbundsformanden opfordrer derfor Folketingets partier til hurtigst at bringe positivlisten i overensstemmelse med de sædvanlige vilkår på det danske arbejdsmarked:

- I corona-tiden har vi set, hvor hurtigt det kan gå med at ændre uhensigtsmæssig lovgivning. Den her lønregel er en ommer. Så kom nu i arbejdstøjet og få sagen ordnet hurtigt.