Boss Ladies lever videre

Projektet Boss Ladies, som Dansk El-Forbund deltager i, har modtaget 9,5 mio. kr. fra VILLUM FONDEN til at forsætte arbejdet med at få flere piger til at blive håndværkere og teknikere

Dansk El-Forbund (DEF) vil gerne have mange flere piger til at vælge en fremtid inden for bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. Derfor har forbundet i løbet af de sidste tre år deltaget aktivt i den landsdækkende indsats Boss Ladies, der skal få flere piger til at tage en erhvervsuddannelse inden for håndværk og teknik.

Nu har projektet fået 9.5 mio. kr. fra VILLUM FONDEN til både at fortsætte og styrke indsatsen i løbet af de næste tre år, oplyser VILLUM FONDEN i en pressemeddelelse. Dermed får Boss Ladies mulighed for at fortsætte projektets fire spor, som udgør et ambassadørkorps på 134 kvindelige håndværkere, et undervisningsforløb på folkeskolerne, udvikling af strategier om bedre trivsel på erhvervsskolerne og kommunikation om den strukturelle og kulturelle forandring.

Indsatsen for at få flere piger til at vælge håndværk og teknik sker blandt andet gennem det korps af kvindelige håndværkere – heriblandt elektrikere - som agerer som ’ambassadører’ for erhvervsuddannelserne og håndværksfagene ved at besøge folkeskoler for at fortælle om deres egne erfaringer med at være kvinde i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne.

I dag er der kun cirka ni procent kvinder i bygge-, anlægs- og installationsbranchen. Derfor glæder forbundssekretær i DEF Hanna Lindstrøm sig over, at Boss Ladies med de 9,5 mio. kr. i ryggen nu har fået mulighed for at fortsætte arbejdet de næste tre år.

– Generelt mangler vores unge viden om, hvor bred for eksempel elektrikeruddannelsen er, og hvor mange muligheder, den kan føre med sig. Mange kender heller ikke elektrikernes muligheder for at efter- og videreuddanne sig på erhvervsakademierne. Hvis vi får fortalt de unge om mulighederne inden for håndværk og teknik samtidig med, at arbejdsgiverne får oprettet flere praktikpladser, så skal pigerne – ligesom drengene – nok komme, mener Hanna Lindstrøm, der selv er udlært elektriker.

Både arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger deltager i projektet Boss Ladies, som i efteråret 2020 vandt fagmediet Licitationens Ligestillingspris. Projektet er støttet af Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond samt Bygge-og anlægsbranchens Uddannelsesfond.

En af de kvindelige ambassadører er elektriker Katja Vous Eriksen. Hendes vej til el-faget kan du læse mere om i fagbladet Elektrikeren nr. 02 2018

Boss Ladies-projektet bliver drevet af foreningen Divérs i samarbejde med Dansk Industri, 3F, Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk El-forbund, Blik & Rør, Danske Malermestre, Malerforbundet og Kommunernes Landsforening.

Du kan læse mere om projektet på www.boss-ladies.dk